Derfor er vi med i Security Tech Space

Erhverv Aarhus er en erhvervsforening med over 500 virksomheder i og omkring Aarhus. Mød direktør Poul Dalsgaard.

Cybersikkerhed fylder mere og mere. Ikke kun for de store virksomheder men bestemt også for de små og mellemstore. Derfor er det vigtigt, at vi samler kræfterne og viden lokalt og får bygget noget op her i Aarhus, som både virksomheder og forskningsmiljøet kan få gavn af.

Vi har et stærkt netværk i erhvervslivet og god føling med, hvad der rører sig ude i virksomhederne, så Erhverv Aarhus kan hjælpe med at få bragt viden og løsninger ud at leve i praksis og være med til at bygge bro mellem dem, der udvikler – specialisterne – og dem, der skal bruge det. Så i den sammenhæng laver vi en del arrangementer løbende, sådan nogle videnevents i Erhverv Aarhus inden for temaet.

Vi håber, at Security Tech Space er starten på noget, der virkelig kan rykke Aarhus. Både for cybersikkerheden men også for innovationen og konkurrencekraften generelt. For os handler det egentlig om at skabe noget, der giver værdi, og som gør det nemmere at være virksomhed i en digital verden.

For at Security Tech Space og vi alle skal lykkes med den alvorlige dagsorden, så skal der først og fremmest prioritering til – både lokalt og på Christiansborg. Og så skal vi også sammen være villige til at spille hinanden gode. Det kræver, at vi tænker i partnerskaber, og at vi tør investere tid og ressourcer i det. Men gør vi det rigtige, så har Aahus alt det, der skal til for at blive et kraftcenter på det her område.  

Poul Dalsgaard, Direktør – Erhverv Aarhus