Hybridkrigen er allerede startet, og hvis vi skal kunne forsvare os, skal vi arbejde sammen og opruste vores cyberforsvar

Lars Bo Larsen, direktør i Nationalt Forsvarsteknologisk Center
Thomas Riisgaard Hansen, direktør i DIREC
Peer H. Kristensen, direktør i Security Tech Space

Teknologier gennemsyrer efterhånden alle lag af vores samfund. Det gælder lige fra de netværkssystemer, der er i vores transportmidler, energiselskaber og sygehuse, til den teknologi, som vi omgiver os med personligt såsom mobiltelefoner og mere kritiske ting som fx pacemakere. Det gør os sårbare, hvis vi ikke strategisk håndterer, hvordan vi beskytter os mod angreb.

For samtidig med at der kommer nye teknologier, og flere ting bliver digitaliseret, så bliver digitale teknologier i stigende grad udnyttet til krigsførelse. Vi ser, at både virksomheder og kritisk infrastruktur bliver udsat for cyberangreb og desinformationskampagner.

Aktuelt havde vi i forsommeren et eksempel, hvor fly måtte omdirigeres eller aflyses, fordi GPS-signalerne blev forstyrret. Et andet eksempel er et cyberangreb, der ramte 22 danske forsyningsselskaber i maj 2023. Det var tæt på at lamme forsyningen af el, vand og varme og blev kun afværget ved, at selskaberne gik i manuel drift. Angrebet demonstrerer, hvordan cyberangreb bliver brugt som våben til at destabilisere vores samfund, uden at der bliver affyret et skud.

Ud over direkte angreb er der også forsøg på at installere software i vores infrastruktur, som på overfladen ikke gør skade. Men softwaren er kontrolleret af fjendtlige magter og kan aktiveres på et tidspunkt, når fjenden finder det opportunt. Fra dansk side har vi viden, virksomheder og miljøer, der er langt fremme inden for cybersikkerhed. Men vi gør langt fra nok for at sikre det samspil, som kan være med til at forsvare os.

Cybersikkerhed angår os alle, og det er afgørende, at vi prioriterer det højt i vores forsvar og i samfundet. Der er brug for at øge indsatsen og antallet af hænder med it-kompetencer på sikkerhedsområdet. Der er brug for, at vi arbejder smartere sammen.

Det er vigtigt, at regeringen opruster på cybersikkerhed både i Forsvaret og ved at opbygge den kapacitet, der gør, at virksomhederne bedre kan forsvare sig mod cybertruslen. Endelig er der et stort uforløst potentiale i at bruge Danmarks styrkeposition inden for teknologier som kryptografi, multi-party computation, blockchain, quantum computing og AI til at skabe nye erhvervseventyr med flere arbejdspladser og udvikling indenfor cybersikkerhed. Danske virksomheder leverer allerede teknologier til NATO, men der er et stort potentiale i at udvikle området med udgangspunkt i de stærke videnmiljøer i Danmark.

Debatindlægget har været bragt i Børsen den 2. september 2024.