“Forsvars­midler til cybersik­kerhed er hårdt tiltrængt blandt landets SMV’er”

Lise Fuhr, Direktør, ETNO, og forperson, Security Tech Space
Jacob Bundsgaard (S), Borgmester, Aarhus
Peer H. Kristensen, Direktør, Security Tech Space

Security Tech Space opfordrer til, at Folketingets medlemmer tænker på virksomhederne i Danmark – og dermed Danmarks samlede forsvar mod cyberkriminelle – når midlerne til cybersikkerhed skal udmøntes.

I august blev hostingselskabet Azerocloud ramt af et hackerangreb, der betød, at alle deres kunder mistede deres data, og at selskabet måtte lukke ned. I november blev EDC ramt af et angreb, der bevirkede, at 100.000 cpr-numre blev offentliggjort.

Begge angreb tegner et trusselsbillede, der viser, hvor sårbare virksomhederne er over for angreb. Særligt smv’er har ikke den indsigt og likviditet, der skal til for at tiltrække de rette kompetencer til håndtering af it-sikkerhed. Det er en kæmpe udfordring, som kræver, at man fra politisk side hjælper virksomhederne. Spørgsmålet er, hvem der skal tage handsken op?

Det er der et solidt fundament for i Aarhus, som har et stærkt innovationsmiljø inden for cybersikkerhed. Det er derfor, at vi i Konsortiet for Cyber- og Informationssikkerhed sammen med Aarhus Kommune har taget initiativ til etableringen af Security Tech Space. Centret er landsdækkende og skal hjælpe med viden, uddannelse, rekruttering og talentudvikling inden for cybersikkerhed.

Et center, der bl.a. kan bistå virksomheder ved hackerangreb, skaber dog ikke sig selv. Det er helt afgørende, at politikerne i udmøntningen af midlerne fra forsvarsforliget også vil fokusere på forskning og erhvervssamarbejde om cybersikkerhed samt indsatser, der kan styrke cybersikkerhedskompetencer i de danske virksomheder. Det handler ikke kun om følsomme data, der i de forkerte hænder kan misbruges, men også om at beskytte vores infrastruktur, hvor smv’er ofte er et led i værdikæden.

Vi har i Danmark, og især i Aarhus, allerede forsknings- og erhvervsmæssige styrkepositioner på cyberområdet. Der er et stort erhvervspotentiale i at bruge forskningen til at skabe flere løsninger, som kan forbedre cybersikkerheden og samtidig sikre virksomhederne bedre eksportmuligheder.

Det kræver investeringer, og det giver derfor mening, at vi bygger videre på de stærke forsknings- og erhvervsmiljøer, der allerede findes. Vi opfordrer til, at Folketingets medlemmer tænker på virksomhederne i Danmark – og dermed Danmarks samlede forsvar mod cyberkriminelle – når midlerne til cybersikkerhed skal udmøntes.

Debatindlægget har været bragt i Børsen Opinion, 4. januar 2024.