Vi skal bringe cybersikkerhed ind i klasselokalet, hvis vi skal sikre vores demokrati

Ole Sejer Iversen, leder, Videnscenter for Teknologiforståelse, professor i interaktionsdesign og leder af Center for Computational Thinking & Design, Aarhus Universitet
Peer H. Kristensen, direktør, Security Tech Space
Michael E. Caspersen, direktør, IT-Vest, adjungeret professor, Institut for Datalogi, Aarhus Universitet

Teknologiforståelse bør være obligatorisk, for cybersikkerhed kan nemlig være nøglen til at underbygge og styrke vores demokratiske værdier, mener forfatterne bag dagens klumme.

De fleste forbinder cybersikkerhed med at beskytte egne data mod tyveri og hacking og med at have evne til at skelne mellem misinformation og sandhed. Men cybersikkerhed handler om mere end forsvar.

Det er en katalysator for at styrke menneskerettigheder, sikre demokratisk udvikling af digital teknologi og beskytte ytringsfriheden. Hvis Danmark skal spille en ledende rolle i denne udvikling, kræver det en massiv investering i digitale kompetencer for børn og unge. Det er en opgave, vi ikke kan udskyde.

Cyberangreb og misinformation er stigende udfordringer, der truer tilliden til samfund og demokrati. Ifølge World Economic Forum er misinformation den største trussel mod verden i dag og større end krigen i Ukraine og konflikten i Mellemøsten. Dette skyldes især, at misinformation undergraver tillid til demokratiske institutioner og spreder sig hurtigt gennem avancerede AI-teknologier. Det kan også føre til censur og undertrykkelse af menneskers ytringsfrihed.

Disse problemer viser, hvorfor cybersikkerhed er afgørende. Det er ikke kun et forsvarsværk. Det giver mulighed for at styrke de demokratiske værdier, som vi ønsker at underbygge.

Cybersikkerhed kan nemlig være nøglen til at underbygge og styrke vores demokratiske værdier.

Beskytte fakta

Gennem investeringer i teknologi og uddannelse kan vi skabe digitale løsninger, der beskytter fakta og modvirker manipulation. Krypterede platforme kan hjælpe menneskerettighedsforkæmpere med at dele information sikkert.

Ansvarlige reguleringer og globale samarbejder kan sikre, at ytringsfriheden beskyttes i en digital verden. Hvis vi vil bruge cybersikkerhed til at fremme frihed og demokrati, kræver det dog, at vi uddanner mennesker med stærke digitale kompetencer og interesse for cybersikkerhed.

Selvom Danmark er et af verdens mest digitaliserede lande, er vores indsats for at uddanne børn og unge i digitale kompetencer langt fra ambitiøs. Først i 2027/28 bliver teknologiforståelse et valgfag i folkeskolen, og det er kun i begrænset omfang integreret i de øvrige fag.

Informatik er obligatorisk på HHX men kun et valgfag i det almene gymnasium (STX), hvor blot ti procent af en årgang vælger faget. Det til trods for, at mange STX-elevers fremtidige karrierer peger mod områder som sundhed, lovgivning og forvaltning, der kræver stærke digitale kompetencer.

Teknologiforståelse skal være obligatorisk

For at sikre Danmarks rolle som en drivkraft for cybersikkerhed og for en ansvarlig demokratisk teknologiudvikling bør vi som nation gøre teknologiforståelse obligatorisk i både folkeskolen og alle ungdomsuddannelser. I 2024 burde alle børn og unge få basal digital dannelse gennem et selvstændigt fag i digital teknologiforståelse. Det er vigtigt, at de lærer at arbejde konstruktivt med digitale teknologier.

Samtidig skal vi investere i efteruddannelse af lærere, da hele uddannelsessystemet skal klædes på til at kunne undervise i digitale kompetencer. Vi skal sikre sammenhæng i hele uddannelseskæden, da der skal være en rød tråd fra folkeskolen til de videregående uddannelser i digitale kompetencer.

Det er vigtigt, at vi styrker forskningen i demokratisk teknologi og støtter forskning, der sikrer ansvarlig og demokratisk brug af AI og tilsvarende digitale teknologier.

Danmark kan blive en global rollemodel for, hvordan cybersikkerhed styrker demokratiet. Men det kræver, at vi handler nu og starter ude i klasselokalerne på landets skoler og gymnasier. Et obligatorisk informatikfag i alle ungdomsuddannelser er et oplagt første skridt.

Klummen har været bragt i itwatch den 13. december 2024.